Efter en lang travl sæson, for Pia i Legoland og jeg på Biomar, blev det endelig tid til ”sommerferie”. Det blev en tur omvendt af 2005 turen.

 Vi pakkede bilen mandag i uge 44. Kl. 03.45 tirsdag gik det så sydover og da det blev rigtigt lyst kørte vi på motorvejen Hamburg – Berlin i klart solskin. Hen på formiddagen blev det dog gråvejr og da vi kørte ind i Polen ved Olszyna var det småregn. Vi havde planlagt at kører ned over Jelinia Gora og så op over grænsen ved Harrachov, en af Tjekkiets store skisportssteder. Her var dog ingen sne endnu, kun træls tåge så man ikke kunne nyde den flotte udsigt. Kl. 16.15 nåede vi så Vrchlabi. Her skulle vi besøge vores venner Zdenna og Frantisek. Frantisek kørte ambulancen den dag for snart 17 år siden da vores datter Lotte brækkede lårbenet efter 17 min. på skiferie. Vi har holdt kontakt med familien siden og besøgt dem 5-6 gange siden.

 Onsdagen gik med sightseeing i området og onsdag aften var vi på restaurant sammen. Frantisek er stadig ambulancechauffør og han havde vagt, så vi var nødt til at køre i ambulancen til restauranten. Der var ingen alarmer så vi kunne også fragtes hjem på samme vis. Ambulanceberedskabet er noget anderledes end herhjemme. Frantisek og de øvrige chauffører har altid ambulancen hjem om aftenen. Når de har vagt står de til rådighed hele natten. Men det gives ingen løn, endsige rådighedstillæg, hvis der ikke har været alarmer henover natten.

Torsdag kørte vi så til Hradec Kralowe for at besøge deres datter Dana og hendes familie. Her vakte nogle Legoklodser stor glæde især hos faderen på 41 år, han havde aldrig leget med Lego. Børnene på 2 og 4 år vidste ikke hvad de var til.

Fredag gik så i strålende vejr sydover igennem Tjekkiet mod Østrig. Ved 20-tiden nåede vi så til Kaprun. Her fandt vi overnatning i første forsøg lige midt i byen med skærmbaren som nabo.

 Lørdag morgen var det så op og få skitøjet på, ud i bilen de sidste 6 km til Kitzsteinhorn en af gletscherne i Østrig hvor der er mulighed for ski hele året. Stedet ligger i op til 3000 meters højde.

 Her var der faldet nysne så pisterne var ikke så ringe endda. Solen skinnede ubetinget. Der var tilstrækkeligt sne til at køre ned til alpincenteret i 2400 meter. Så det blev en god lørdag, søndagen gentog historien sig, dog med en times afbrydelse lige over middag. Selvom luften jo er tynd i de højder, var vinden på et tidspunkt så stærk, at liftene lukkede en periode.

Mandag i uge 45 søgte vi så hjemad. Pia var allerede blevet arbejdsramt igen, hun skulle starte i kantinen på Danisco torsdag morgen.

Vi tog os dog tid til at køre forbi Neukirchen for at se byen på en anden årstid. Byen var dog næsten lukket. Liften op var under renovering. Det var ikke muligt at besøge Wildkogel uden sne. Ja, selv de offentlige toiletter var lukket. Så efter 1-2 timer kørte vi videre mod Gerlos. Vi ville prøve at køre den vej hjem. Det var en fantastisk tur op over, vi gjorde adskillige stop, fordi der hele tiden var en ny fantastisk udsigt, vi måtte nyde. Selvom der var langt, kunne man tydelig se liftstationerne på Wildkogel, men også se der ikke var sne der endnu. Vel oppe på toppen måtte vi slippe 7 euro for turen.. Det var billigt. Det blev også en lang flot tur ned til Zell am Ziller.

 Da vi nåede Stumm, havde sulten meldt sig, så her i Stefan Eberhardts hjemby indtog vi middagsmaden. Vi besluttede undervejs, at vi ville lade trafikken rundt om München bestemme, om det skulle blive en overnatning mere undervejs hjem. Det gik dog utroligt smertefrit, så vi fortsatte hjemover. Det blev noget diset og småregn, da vi nåede Halle. Men beslutningen var taget, det var for sent at finde overnatning. Fra Hannover til grænsen var der næsten konstant lysshow i sydgående bane forårsaget af 35-40 danske vindmølletransporter, der jo kun må køre i Tyskland om natten.

 Vel hjemme kl. 01.45 kunne vi sove efter en god oplevelsesrig uge.

Vi ses i Neukirchen uge 7. Denne gang med Eva og Lars på bagsædet. ( Pias søster og svoger)