Skrevet af Sussi Bøg

Vi ser dem oftere og oftere i terrænet, når vi er på skiferie. I siden af pisten - og de går opad. Som de slalomhungrende og fartglade danskere vi er, ryster vi på hovedet og spørger os selv, hvad der mon driver dem. Er det krisetiderne, der får dem til at spare på liftkortet, eller kan der monstro være andre gode grunde?

Da efteråret i Danmark blev til vinter og tankerne igen kredsede om den forestående tur til Neukirchen, tænkte vi på, om vi skulle prøve kræfter med en tur på Randonnée, som det også hedder. Vi kontaktede Markus, søn af skiudlejeren, og han ville gerne tage på tur med os.

Endelig oprandt uge 7. Lørdag morgen blev vi budt velkommen i skiudlejningen, hvor Markus fortalte os, at med al den sne, der i år var faldet, var der ingen grund til at gå opad på pisten. Han havde helt andre planer for turen. Vi aftalte, at tage afsted om mandagen, og blev grundigt instrueret i, hvordan vi skulle være klædt samt hvad vi skulle medbringe til turen.

Mandag morgen troppede vi forventningsfulde og meget spændte op med rygsækkene fyldte med tørt tøj, varm te, bananer og energibarer. Det resterende udstyr, havde Marcus sørget for: Randonnéski med tilhørende syntetiske skind, støvler, stave og lavinesendere.

Franz kørte os til Bramberg, en smule op ad bjerget, og dér blev vi efterladt med vores sager.

Vi spændte skiene på og så begyndte turen. Først gennem tæt skov, hvilket var den teknisk mest krævende del af turen. Når det var meget stejlt og underlaget var ujævnt, var det utrolig vigtigt, at lægge vægten rigtigt på skiene således, at de syntetiske skind, vi havde spændt under dem fik fat lige under foden. Hvis dette ikke lykkedes helt, forsvandt skiene bagud, og så lå man ligesom dér, hvilket jeg måtte erfare endda nogle gange.

Da vi kom fri af træerne, fladede terrænet en smule ud - det gik dog stadig jævnt opad. Her kunne vi således sætte tempoet en anelse i vejret og gik frem mod en lille hytte, hvis terrasse, vi benyttede til den første pause. Her skulle vi erfare, at trods varmen i kroppen, blev vi lynhurtigt meget kolde grundet det fugtige tøj (ja, man kampsveder), så pausens længde begrænsede sig selv.

Videre på skiene, gik det herfra opad på et stort plateau. Vi gik i hinandens spor, og når man vendte sig og kiggede tilbage, var det eneste berørte i denne smukke jomfruelige natur, vores enlige spor ned af bjerget. Der var usandsynligt stille omkring os - vi var (eller følte os) alene i Verden.

Undervejs kunne Markus fortælle om de mange ting, vi oplevede. Hans utrolige kendskab til området, sneforhold, laviner, dyr i skoven osv, gav denne fantastiske tur en ekstra dimension for os.

Den sidste del op ad plateauet og langs kammen til toppen, Wildkogel, var den fysisk mest krævende del af turen. Da vi nåede kammen, fik vi selskab af blæsten, der prikkede i kinderne, men den kunne dog på ingen måde konkurrere med den indre varme, vi havde fra kampen opad.

Den top, vi i det meste af et par timer havde set komme sneglende langsomt nærmere, var nu inden for rækkevidde og tilsvarende fantastisk var det også for os, at nå den. Det var vores “Everest”, og der blev taget de obligatoriske fotos.

Vi holdt et kort hvil, hvor vi igen fik lidt te, citron og druesukker. På toppen, stående i den bidende vind, skulle vi skifte tøjet på overkroppen. Vi var allerede blevet meget kolde, og det var vigtigt at få det våde tøj af forud for nedturen. Her fra toppen, kunne vi se hele skiterrænet, og alle de små mennesker på pisterne.

Fra toppen gik det nu uden skind og med fastspændte hæle ned langs kammen. Det var et smalt stykke, vi skulle kæmpe os nedad, og med begrænsede off-piste-kundskaber, var det en udfordring, der til tider overskyggede de mange strabadser op ad bjerget.

Vel nede i skiområdet, kørte vi på pisten til en velfortjent frokost og herfra videre for at møde og fortælle alle dem, vi kender, hvilken fantastisk oplevelse, vi havde haft.

Således skrev mandag i uge 7 sig ind i vores bevidsthed som den måske største skioplevelse nogensinde. Vi føler os utrolig priviligerede over, at have fået en sådan mulighed. Sådan en tur, ville vi under ingen omstændigheder kunne arrangere og gennemføre selv. Derfor går mange taknemmelige tanker i skrivende stund til Markus, der med sin ekspertise berigede os i en sådan grad.

Vel hjemme og med mod på igen at forsøge sig med randonnée, kan vi for vores eget vedkommende konstatere, at oplevelsen ved den store kraftanstrengelse og oplevelserne i den uberørte natur, er blot få af mange gode grunde til, at vi for eftertiden ikke ryster på hovedet af dem, der går opad i siden af pisten. De har vores fulde respekt og forståelse.

Sussi Bøg