Da jeg i en noget fremskreden alder pludselig fik en ny interesse, at stå på ski, har jul og fødselsdage i de senere år indbragt en del skiudstyr. Handsker, sokker, undertøj og andet varmende, det var da OK, men allerede anden gang, jeg skulle på ski, kom der en skihjelm - ”Man skal jo ikke gå ned på udstyr”, er min søns valgsprog. Det, syntes jeg måske, var en smule overdrevet, men hvor har jeg været glad ved netop den gave, og jeg kunne i dag overhovedet ikke forestille mig at starte ned ad en piste uden at have den på.

Hjelmen har været ”min redning” en del gange - senest i Ischgl 2009, da jeg forsøgte at nikke en snehare en skalle - desværre nåede haren væk, og der var kun den hårde piste tilbage. Jeg var lidt ”groggy” i en halv times tid, og næsen havde da også taget nogen skade, men uden hjelm ville jeg nok have fået brug for min hjemtransport-forsikring.

Se også vores familiefoto - vi arbejder på, at også fotografen skal have sin egen hjelm

Så vidt jeg ved, findes der ikke noget billede af min skadede næse, så I må nøjes med dette.

Ole