Nu er jeg klar:

 



af Hanne Meier Madsen.

 


Vi kender det sikkert næsten alle… Bare vi aldrig bliver den første der kommer efter en ulykke! Kan jeg klare det, tør jeg gøre det, gør jeg det rigtige…

Jeg har i dag deltaget i skiklubbens førstehjælps kursus på 7 timer, og det har virkelig været spændende – og sjovt J

Det er ca. 12 år siden jeg sidst har været på førstehjælps kursus, og lidt kan jeg da huske. Men jeg kan mærke, at jeg ikke er helt stærk i det længere. Og tænk, hvis jeg en dag står og skal bruge det?  Det var derfor jeg meldte mig til klubbens tilbud, og har bestemt ikke spildt en søndag - tværtimod!

Kim Berg fra Århus Brandvæsen, har stået for undervisningen, og det var super godt. Alt det vigtige grundlæggende for førstehjælp, krydret med oplevelser fra Kims arbejde, som brandmand og redder i akut bilen.

Til min store overraskelse er førstehjælp blevet mere simpelt, og nemmere at gå til end sidst jeg var på kursus. Efter i dag har jeg virkelig fornemmelsen af, at jeg er klar til at yde den førstehjælp, som en tilskadekommen har brug for. Specielt hjerte-lunge-redning har jeg fået styr på – og det giver en dejlig tryghed. Derudover har vi også fået vist, hvordan genoplivning med hjertestarter (AED) fungerer. De hænger jo efterhånden mange steder, og nu vil jeg være helt tryg ved at benytte den.

Vi har været omkring mange situationer, og er nu godt rustet til at ”gå i gang”, hvis det en dag bliver nødvendigt. Om det er i trafikken, i supermarkedet eller på en piste midt under en skiferie…

Tak til de andre deltagere for en super hyggelig, sjov og lærerig dag – og tak for god forplejning til Pia!

Jeg er klar igen næste gang, der arrangeres førstehjælpskursus i klubben – og det håber jeg også, du er… Det kan varmt anbefales!

Se billeder fra dagen her

 

 

 

 

 

 

 

 

dk-designs.dk © 2008