Alting var nyt for mig i uge 7. Neukirchen havde jeg aldrig været i før. Jeg skulle være skiinstruktør for første gang. Jeg havde aldrig tidligere været sydpå i uge 7. Selv mine ski og mit skitøj var nyt. Duften fra mine støvler afslørede dog, at der også var et par gamle kendinge med på turen.
Helt nyt for mig var det også, at se den folkevandring, der starter i Danmark med retning mod Alperne fredag i uge 6. Dansken tager ud og erobrer verden – ikke med horn i panden og sværd ved siden, men bevæbnet med fyldte tagbokse og euro-mønter til Sanifair-toiletterne.
Men Hollænderne ville også være med. Tæt på München væltede dette støjende folkefærd i hobetal ind fra højre. Sammen med en meget høj %-del af de 12,5 millioner indbyggere, der bor i München, som også ville på ski netop denne dag, lykkedes det os at opbygge en uløselig trafikknude fra München til Neukirchen. Aldrig er de mellemliggende 109 kilometer blevet tilbagelagt med så ussel en gennemsnitshastighed.
Resultatet blev en tænderskærende forsinkelse på fem timer. Mit første undervisningshold klokken 10.00 kunne glo længe efter deres instruktør. De fleste på det hold var dog også forsinkede, så kun én håbefuld elev blev brændt af. Undskyld. Klokken ti minutter over 12 parkerede vi ved 20-minuttersparkeringen foran Intersport i Neukirchen, klædte om i bagsmækken, kastede os ind i menneskehavet i køen til gondolen. Klokken 12.45 løb jeg forvirret rundt og spurgte alle dansktalende om de var fra Grindsted Skiklub, klokken 12.50 fandt jeg klubbens mødested ved skiskolen – som jo også var fint beskrevet i de 16 sider løst og fast fra Jørgen Sørensen. Klokken 13.00 kørte jeg ud på bjerget efter just-in-time-princippet med mit hold på syv seje unger.
Det er sgu sjovt at undervise unger. Ikke så meget snak, bare skiløb, skiløb og skiløb. Eller det med ”ikke så meget snak” passer jo ikke helt til virkeligheden – for der er rigtig mange ord, der vil ud af de små puds hele tiden. Og det er nogle sjove unger jeg stødte på; lige fra Jakob på en meter og fire, der kørte dødsplov i lige linje mod dalen, og hele tiden afkrævede mig et svar på, hvornår vi skulle ud på en sort piste. Til den forsigtige Cecilie, der nægtede at forcere en blå bakke uden stave. Da hun fik instruktøren overtalt til at udlevere stavene, brugte hun dem som bremseklodser ude foran skispidserne. Så måtte stavene på køl igen.
Og sikke et setup. Jeg har aldrig været med en skiklub før, en der hersker en åben og familiær stemning, der er meget nem at blive grebet af. Når man så oven i købet møder folk som man kendte for 20 år siden, så er det jo nemt at blive indlemmet i gruppen. Jeg traf også et par glade mænd, der talte med den umiskendelige Kartoffelavler Sand-dialekt. Jeg vil formode, at deres hjemlige bopæl kunne lokaliseres i området omkring Hejnsvig/Vorbasse/Krogager.
Og hatten af i næsegrus beundring for Jørgen Sørensen og det kæmpe setup han laver omkring Neukirchen. Jeg arrangerer selv et skikursus for 80 personer i uge 46, og jeg ved hvor meget bøvl og ballade der er inden alle 80 kører ud på ski den første dag. Jeg tror dog, at Jørgen har formået, at opdrage klubbens medlemmer til at være selvhjulpne, og ellers kan man jo bare nærlæse manualen hvor intet er undladt til tilfældighederne. Som der står i starten; ”Læs denne håndbog, fortæl børnene om indholdet, og husk at tage håndbogen med på turen!” Herefter vil man være et usselt skarn, hvis man er nød til at stille et spørgsmål om logistik, indkvartering, transport, skiskole, slalomkonkurrence og lignende.
Tak for en god uge. Det er ikke utænkeligt, at vi stiller op igen en anden gang. Og så har jeg helt sikkert pakket min fartdragt og fullfacehjelm til fredagens slalomskonkurrence.
Med venlig hilsen
Søren Christensen
(ham i orange)
