Bine Storbank

 

 

 

Skriv & Vind

Konkurrence -

Bine Storbank

 

Neukirchen om sommeren

 

Siden 2006 hvor vores bryllupsrejse gik til Neukirchen, er vi kommet igen næsten hver sommer. Det første år var vejret helt fantastisk. Der var hedebølge i Europa i juli måned, så vi havde høj sol og meget varme dage. Vi havde vores hund Oscar med. Vi købte et liftkort, som er meget billigere om sommeren. Til gengæld kører den kun én gang i timen. Første dag tog vi gondolen op til Bjergstationen og herfra gik vi først et stykke ned mod Williams og herefter op ad Motorvejen (blå 5’er). Vejret var som sagt fantastisk. Der var stadig små søer efter sne rundt omkring, hvor Oscar tog et tiltrængt bad og hvil indimellem.

 

Køerne går frit oppe i terrænet, og de var ofte meget nysgerrige, fordi vi havde hund med. Så gik vi ned mod Wildkogelhaus, som også er åben om sommeren og tog turen tværs over, hvor man ikke kan stå på ski om vinteren. Der er så dejlig stille. Kun lyden af rislende vand, græshopper og fugle samt klokker fra køer lyder indimellem. Vi kom til Mellemstationen, hvor vi tog et lille hvil og herefter gik vi turen ned til Stockenbaum. Der er nogle genveje mellem træerne, som man kan tage om sommeren. Her skal man være opmærksomme på de mange crossbikere, der tager turen nedad bjergsiden. Fra Stockenbaum blev vi kørt ned til byen, nøjagtig som man også kan om vinteren. Det havde været en lidt hård start at lægge ud med. Vi var ømme i benene, især skinnebenene, fordi vi havde gået så meget nedad.

 

Vi brugte også lidt tid på at lege turister uden for området, så vi var i Salzburg en dag og en tur i Lichtenssteinklamm, som er en kløft, som er helt iset til om vinteren, men hvor vandet fosser igennem om sommeren. Vi var også oppe og se Krimml Wasserfall, som jo ligger lige i nærheden af Neukirchen på vejen op til Gerloβ.

 

Året efter var vi af sted igen og havde taget flere familiemedlemmer med: Leifs mor Anny, hans søster Ann (skilærer), hans kusine Amanda og min mor Else (som I ikke kender fra skiture). Jeg havde stort set kun sommertøj med og kun sandaler på, da jeg troede at Østrig altid var så varmt, som vi havde oplevet året før, men der tog jeg fejl. Det regnede, da vi kom frem og det gjorde det rigtig meget af tiden. Og da vi tog en tur op på Bjergstationen, var der så meget sne, at Amanda og min mor tog en rask lille sneboldkamp (dog var det tøsne). Vi fik at vide af Herr Maier, som vi også bor hos om sommeren, at det som regel er bedst vejr dernede i september måned, men det er generelt ikke helt til at regne med vejret pga. bjergene.

 

Vi har som sagt været af sted næsten hvert år. De sidste mange gange, er det dog kun min mor og Oscar vi har haft med. Vi har haft mange gode vandreture. Bl.a. har vi været på toppen af Wildkogel. Det var før Leif tabte sig så meget og jeg er jo heller ikke en af de mindste, så vi fik mange anerkendende blik fra folk på vejen op. Vi tog også turen op til Frühmesser en dag, og selvom Herr Maier havde advaret os om uvejr, kom det alligevel noget bag på os, og vi gik midt i tordenskyen ned til Wolkenstein, hvor vi kunne sidde i ly til det var ovre. Wolkenstein har lukket om sommeren.

 

Sidste år var vi af sted igen. Oscar var tæt på at fylde 13 år, og vi kunne godt mærke, at han ikke kunne lige så meget, men hver gang han var i bjergene virkede han 5 år yngre. Han elskede at løbe op og ned. Han kunne dog ikke høre mere, så vi var nødt til at have ham i snor det meste af tiden. Den første dag var han tæt på at blive kørt ned af en lastbil, der kørte frem og tilbage med beton, for de var ved at lave den nye 6-stolelift op til Frühmesser.

 

Vi tog vores hårdeste tur hidtil: Vi havde længe snakket om, at vi gerne ville over til Groβer Rettenstein, som vi jo altid kan se, næsten uanset hvor vi er i terrænet om vinteren. Vi gik ned omkring Wolkenstein og herefter ad en sti, som gik nedenfor Frühmesser. Da vi kom rundt om hjørnet (uden for det sædvanlige skiterræn), var der stejlt og helt anderledes; klipper og ingen græs. Her stødte vi på to flokke af får. Den ene flok havde en fører, der var ret interesseret og som fulgte efter os og den anden flok var bare bange for os. Så blev terrænet igen med græs og en form for fyrrebuske. Ret specielt i forhold til, hvad vi var vant til. Da vi nåede Groβer Rettenstein føltes det som om vi var de eneste i Verden. Der var fuldstændig imponerende øde. Hvis man er klatrer, kan man komme helt op har vi hørt, men det holdt vi os fra.

 

Så gik turen nedad til Baumgartenalm i Mühlbachtal, som er en lille hytte med beværtning, som man med lidt held kan se fra Williams om vinteren. Det var et flinkt par med humor der boede der. Vi fik at vide, at der herfra var yderligere 10 km ned til Bramberg, men vi havde gået i 5½ time, så Oscar og jeg kunne simpelthen ikke mere. Vi var nødt til at bestille en taxa, som vi ventede på i et par timer, og selvom der var fyldt med fluer, var det så hyggeligt at sidde der og nyde det og drikke masser af Schiwasser. Taxaturen var dyr (40 euro til Neukirchen), men det var pengene værd. Jeg ville ikke turde køre bil der. Det er grusvej meget af turen og stejlt uden autoværn.

 

Juleaften sidste år kunne Oscar ikke mere, og jeg forestiller mig, at der i hans hundehimmel er et stykke af bjergene dernedefra, som han løber rundt og hygger sig i. Nu har vi fået en ny hund, Herman, men han er for lille at tage med endnu, så i år bliver det ikke sommerferie i Neukirchen for os. Men mon ikke, at han skal med engang og bliver lige så vild med det som Oscar var?